Spring til indhold

Den årlige danske filmfestival Danish Wave i Rusland

22.04.2015  10:29

Det var 7. gang, at den årligt tilbagevendende nationale filmfestival Danish Wave åbnede i Moskva 15. april og i Skt. Petersborg d. 16. april.  Festivalen er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks ambassade i Moskva, Dansk Film Institut, VisitDenmark og det Moskvabaserede film- og teateragentur CoolConnections.

Formålet med festivalen er at præsentere det russiske publikum for aktuelle danske film af høj kvalitet, at markere Danmark som en væsentlig aktør på det internationale filmmarked og at brande Danmark og dansk kultur generelt.

Dette års åbningsfilm var den anmelderroste ”Itsi Bitsi” af Ole Christian Madsen. To af de medvirkende skuespillere, Joachim Fjelstrup og Christian Gade Bjerrum, deltog i åbningsscreeningen den 15. april. Efter filmen havde publikum mulighed for at stille spørgsmål til skuespillerne, hvilket førte til livlige diskussioner om filmens æstetik og tematik og om det moderne danske og russiske samfund i det hele taget. 16. april blev rammerne for festivalen yderligere udvidet med et foredrag af de to skuespillere under titlen ”Rock’n’roll i dansk film”, som fandt sted på den toneangivende uddannelsesinstitution Moscow Film School.

 

 

Christian Gade Bjerrum og Joachim Fjelstrup fra "Itsi Bitsi" i Moskva. Foto: Dasha Miroshnichenko

 

Ud over ”Itsi Bitsi” med tilhørende foredrag blev filmene ”En Chance Til”, ”Kapgang”, ”Miraklet ”og ”Stille Hjerte” vist. Alle forestillinger var udsolgt.

Interessen for danske film er stadigt stigende i Rusland, og Danish Wave har ikke kun øget opmærksomheden for det bedste og nyeste inden for dansk film, men ligeledes for Danmark generelt. Denne udvikling understøttes også af andre internationale og nordiske filmfestivaler, hvor Danmark er repræsenteret, herunder en række dokumentar- og børnefilmfestivaler. Senest var dansk film tilstede på den fælles nordiske dokumentarfestival North Way i Moskva, som blev åbnet med en screening af filmen ”Cirkusdynastiet” og besøg af filmens instruktør Anders Riis-Hansen.

Eksponeringen af dansk film rækker desuen ud over Ruslands grænser til andre SNG-lande. I 2015 har Danmark således indtil videre også været repræsenteret på EU filmfestivaler i Hviderusland og Usbekistan.

Det er meget positivt, at der fortsat fra flere sider gøres et så stort stykke arbejde for at udvikle og fastholde interessen for Danmark og dansk kultur i Rusland - et land med overvældende og særdeles bredtfavnende kulturtilbud.

http://www.coolconnections.ru/en/projects/391

 

Caroline Bilde Krogh-Jensen

 



Seneste nyt

    Se alle