Spring til indhold

Den store HC Andersen-festival på kulturcentret ZIL

08.04.2015  15:15

DEN STORE H.C. ANDERSEN-FESTIVAL PÅ KULTURCENTRET ZIL I MOSKVA

2.-30. april afvikles en storstilet festival for både børn og voksne i anledning af den store forfatters 210-års fødselsdag 

 

I anledning af den runde dag for en af verdens absolut største eventyrdigtere præsenterer det toneangivende kulturcenter ZIL i Moskva en månedlang festival med udgangspunkt i H.C. Andersens liv og værk. 

Festivalen åbner 2. april med udstillingen ”H.C. Andersen i russiske illustratorers fortolkning”, som vil præsentere publikum for værker af berømte og anerkendte russiske kunstnere. Endvidere vil der på festivalen blive afviklet talrige events af alsidig karakter og format, som alle vil formidle H.C. Andersen gennem forskellige kunstneriske og oplysningsmæssige prismer: filosofisk, scenisk, filmisk, illustratorisk og litterært.

Den danske nationalforfatter og hans forfatterskab har en fremtrædende plads i det almene russiske kulturlandskab, og med sin udvidelse af perspektiverne og placering af H.C. Andersen i en nutidig ramme vil festivalen være en særdeles gunstig og interessant platform for promovering af Danmark og moderne dansk kultur.

Festivalen planlægges og afvikles med støtte fra Ambassaden i Moskva og VisitDenmark.

Link til info på russisk: http://zilcc.ru/news/2027.html



Caroline Bilde Krogh-Jensen, 8 april 2015

Foto: Odense Bys Museer



Seneste nyt

    Se alle