Spring til indhold

Assembly of Arsenals i Nizhny Novgorod

31.03.2015  15:39
ASSEMBLY OF ARSENALS: ARSENAL BETWEEN THE PAST AND THE FUTURE

19.-21. marts på museet Arsenal under Ruslands National Centre for Contemporary Art i Nizhny Novgorod afvikledes den internationale PD-event Assembly of Arsenals med deltagelse af to danske eksperter og Den Kongelige Danske Ambassade i Moskva.

 

Som led i afslutningen på 11 års gennemgribende renoveringsarbejde af den historiske arsenalbygning i Nizhny Novgorods gamle Kreml afholdt museet Arsenal under Ruslands National Centre for Contemporary Art en international 3-dages PD-event. Blandt deltagerne var EU’s ambassadør i Rusland Vygaudas Ušackas samt repræsentanter for ambassader og kulturinstitutioner fra en række europæiske lande. Danmark deltog med to eksperter: filosof og arkitekturkritiker Kristoffer L. Weiss og uniformsekspert fra Tøjhusmuseet Jakob Seerup.

 

""

Rundvisning på Arsenal i Nizhny Novgorod

 

Som fremtrædende kender og formidler af den danske urbanistiske tradition deltog Kristoffer L. Weiss 19. marts i en rundbordsdiskussion med lokale kulturjournalister, hvor især spørgsmålet om arkitekturens tilgængelighed for almindelige læsere gav anledning til diskussion. Det blev debatteret, hvordan arkitektur og byplanlægning som udtryk for generelle samfundsmæssige og ideologiske tendenser kan fastholde sin relevans for den enkelte borger og det omgivende civilsamfund, og hvordan kulturjournalistikken kan omsætte ekspertviden fra kun at gøre sig gældende i et lukket videnskabeligt domæne til at appellere til et bredere publikum.

 

""

Kristoffer L. Weiss

 

Senere samme dag var Weiss igen i centrum med et foredrag, der identificerede aktuelle tendenser i dansk arkitektur. Som nøglebegreb introduceredes ideen om den gavmilde arkitektur, der har til formål ikke blot at udfylde et fysisk tomrum, men desuden bidrage til byrummet og borgernes mulighed for at bruge det aktivt.

20. marts rettedes fokus mod den omfattende proces at omdanne militærbygninger til civile kulturinstitutioner - en øvelse, der forudsætter en evne til at generere nyt indhold i gamle mursten, samtidig med at den militærhistoriske arv ofte fortsat vil have en fremtrædende plads og derfor må undergå en velovervejet omfortolkning. Tøjhusmuseets Jakob Seerup holdt i denne forbindelse et levende foredrag om netop dette museums arbejde med at formidle krigshistorie for danskerne. Her blev der især lagt vægt på vigtigheden af at frigøre sig fra den krigsromantik, som dansk militærhistorisk formidling tidligere har været præget af, og Seerup viste desuden eksempler på, hvordan mindre behagelige kapitler af historien kan formidles kunstnerisk og abstrakt og ikke udelukkende gennem konkrete historiske genstande.

 

""

Jakob Seerup

 

De danske bidrag til Assembly of Arsenals, som er en del af Danmarks Ruslandssatsning med fokus på bl.a. bæredygtighed, museumssamarbejde samt demokrati og deltagelse, blev modtaget med stor interesse og diskussionslyst af såvel lokale deltagere som øvrige internationale delegerede. Diskussioner og etablering af nye professionelle netværk fortsatte ud over det officielle program, og begivenhedens succesfulde udfald lægger op til en målrettet fortsættelse af samarbejdet med de involverede danske eksperter og institutioner.  

 

 

Caroline Bilde Krogh-Jensen, 31. marts 2015 



Seneste nyt

    Se alle